Konsekvens, straf eller?
Vores søn gik på GFE 2022/23.
Vi har følt os i gode hænder men der er én handling fra skolens side, som skal nævnes, så kommende familier er forberedt. Der er sandsynligvis mange andre efterskoler som bruger samme metode.
Når skolen beslutter sig for at hjemsende børn ifm. regelbrud, så lader skolen eleverne gå i uvished i helt op til 6-7 dage før eleven ved om han/hun må komme tilbage på skolen igen. Det er kritisabelt at man lader unge mennesker gå med den uvished når der findes andre muligheder.
Den unge bliver bedt om at skrive et brev til lærergruppen og forklare hvorfor skolen skal tillade dem at komme tilbage til skolen. Det brev diskuteres på et lærermøde mandag efter frokost, så der kan potentielt være rigtig mange dage fra eleven sendes hjem til han/hun ved om han er købt eller solgt.
På efterskolerne.dk står dette:
"Agter skolen at bortvise eleven på grundlag af en konkret overtrædelse, skal skolen skride til handling umiddelbart efter at overtrædelsen er blevet kendt. Skolen skal høre eleven og forældrene om forholdet inden endelig beslutning træffes. Skal eleven herefter bortvises, bør det ske uden ugrundet ophold og i tæt kontakt med forældrene.
Skolen må ikke anvende midlertidig hjemsendelse, udelukkelse fra ekskursioner, udelukkelse fra overnatning på skolen eller lign. som sanktion. Dette strider mod ideen i skoleformen - og udelukkelse fra fællesskabet er en voldsom straf for eleven. Desuden ydes såvel tilskud som forældrebetaling for et kostskoleophold med overnatning og adgang til ophold på skolen 7 dage om ugen samt til undervisning.
I henhold til praksis er det dog muligt at sende eleven hjem på en ”tænker” i nogle dage med henblik på, at eleven kan overveje situationen. I disse tilfælde bør eleven have reel mulighed for at fortsætte opholdet, hvis eleven tydeligt tilkendegiver at ville rette ind efter skolens retningslinjer. Eleven kan i en sådan periode ikke tælle med i årselevtallet eller oppebære eventuelle tillægstakster. Eleven kan heller ikke få statslig elevstøtte, og skolen vil almindeligvis ikke være berettiget til at opkræve elevbetaling, da forældrene jo netop betaler for ophold og undervisning."
GFE vil ikke give penge tilbage mens eleven er hjemsendt. Det oplyste viceforstanderen at det kunne man ikke få. Jeg kunne bede min søn om pengene
Det er nok fordi de så også mister deres tilskud i de dage. Der forbryder GFE sig mod reglerne, som jeg forstår det.
Det hedder på mange efterskoler "en tænker". Det hedder det ikke på GFE og det ville heller ikke have været korrekt for der var altid en uvished om man måtte komme tilbage.
Der er efter vores opfattelse ikke specielt meget plads til unge teenagere, særligt drenge, hvor pandelapperne ikke er vokset sammen endnu. Det betyder blandt andet at de unge mænd engang imellem ikke kan forudse konsekvens af deres handlinger. Selvfølgelig skal der være en konsekvens. I stedet for hjemsendelse i uvished kunne man fjerne deres linjefag, give dem en toilettjans eller køkkentjans i eks. 14 dage. Der må simpelthen være andre måder at give dem en konsekvens.
Det er ikke menneskeligt at behandle de unge på den måde. Ingen voksne vil finde sig i det og skolen bør naturligvis også tage hensyn til det sted i livet den unge er. Bortvisning er alvorligt for et ungt menneske.
Skolen sender hjem af mange årsager. Det resulterede faktisk i at en gruppe unge (som havde set andre blive sendt hjem for at lave eksperimenterende forsøg) medbragte forskellige ting ud i skoven for at lave diverse forsøg med tingene. Det har gjort det langt sværere for dem at få hjælp hvis uheldet var ude. Der burde skolen ved første erfaring med de unges trang til at lave kemiforsøg have tilbudt at lave det med en lærer i trygge rammer.
Selve undervisningen og mange af lærerne er okay.
Maden lader helt klart en del tilbage at ønske. Det er meget lækrere når forældrene er på besøg på skolen.
Zanzibar turen var fantastisk.
Skolen formåede ikke at støtte op om vores søn som efter deres mening havde fået problematiske venskaber. De burde have grebet anledningen til at samle disse drenge og taget et ordentligt ansvar. Skolen må jo have den opdragende effekt når børnene ikke bor hjemme og skal bære ansvaret for børn med forskellige syn på livet.
Elevtallet faldt 15-20% i løbet af året. Eleverne holdt op af forskellige årsager. Det opleves også som om der gøres forskel på eleverne. Der er nogle elever som har meget længere snor end andre. Det er også meget lærerafhængigt. Skolen indrømmer gerne at det altid er en individuel vurdering. Her har de unge friske drenge ikke en chance.
Vores søn blev smidt hjem efter at have drukket øl på skolen. Det var helt retfærdigt. Han var sønderknust og ked af det i mange mdr. Savnet var stort til vennerne.
Vores anden dreng skal ikke gå på GFE.








