Forhastet, sjusket arbejde!
Havde store forventninger til Berners gulvservice, da de fik opgaven at slibe alle vores gulve i boligen. Få måneder forinden havde vi nemlig for 1. gang, haft Benjamin ude og slibe vores gulv i et enkelt værelse. Resultatet var imponerende. Et flot, lyst og helt nyt gulv at se på. Begejstringen ville ingen ende tage, og der var ingen tvivl om, at han selvfølgelig skulle have opgaven i resten af boligen også.
Da vi i fredags så skulle have slebet de øvrige gulve, havde vi derfor heller ikke de helt store betænkeligheder, da vi blev bedt om at betale inden arbejdet blev udført. Vi havde stor tillid til, at det nok skulle blive godt. Men vi blev desværre klogere.
Vi kom hjem til et gulv, hvor 2 værelser var fuld af helligdage. Store plamager rundt omkring, hvor gammelt ”Orange” træ ikke var slebet ordentlig af.
Desværre var vi egentlig ikke helt overrasket. For inden vi forlod boligen den fredag, var vi vidne til et arbejde, der set udefra, foregik i et ualmindeligt hurtigt og forhastet tempo, hvor det hele lidt virkede, som en opgave der bare skulle overstås hurtigst muligt. Dette blev især tydeligt, da den kollega, som Benjamin havde valgt at tage med i sidste øjeblik, luftede at han sådan set bare gerne ville hjem.
Da vi har set gulvet, ringer jeg til Benjamin og gør opmærksom på alle helligdagene, hvortil han til min store forbløffelse svarer, at det ved han godt og at han vil komme herud med det samme.
Da han kommer ud til os, konfronterer vi ham og spørger hvordan han kan forlade en bolig han godt ved ikke er i orden. Han forklarer her, at det ikke lige var de her mærker han havde i tankerne, da han svarede som han gjorde, men at de plamager vi ser her på gulvet, havde han nu også godt set, men at han havde håbet på, at det blot var et spørgsmål om at lakken skulle tørre ordenligt.
Han påtager sig egentlig ansvaret og siger, at han ikke er ude på at bortforklare noget, da der jo ikke er nogle undskyldninger for at gulvet ser ud som det gør. Han går i gang med at reparere og garanterer os, at det nok skal blive godt. Han virker dog stresset og forjaget og som en der prøver at skjule sin irritation over at skulle være her.
Vi får ikke mulighed for at vurdere gulvet, inden han går, da alt igen foregår i et gevaldigt tempo, og hvor vi samtidig også vælger at give ham arbejdsro og satse på, at der er styr på det. Og inden vi får set os om er der smidt en ny omgang lak på, som nu skal tørre.
Endnu engang må vi ringe, da vi efterfølgende kan konstatere, at hans lappeløsninger ikke har fungeret og der nu også er slibespor i gulvet. Han kommer ud igen og forsøger at fjerne slibesporene, men virker nu rigtig irriteret og stemningen er anspændt og ubehagelig. Han lader os vide, at han ikke ligefrem havde forstillet sig, at skulle bruge sin søndag på det her, og at han ikke kan bruge mere tid her, da hans far er indlagt på hospitalet. Det er helt åbenlyst ikke os som kunder det er synd for, men derimod ham.
Hvad de øvrige plamager angår, går han fra at påtage sig ansvaret til nu at sige, at det blot handler om et gammelt gulv, som man højst kan puste lidt nyt liv i. Altså nøjagtig samme gamle gulv, som det 1. værelse vi fik slebet…
Til sidst forlader han boligen med beskeden om, at han ikke kan gøre mere her.
Tilbage står vi med gulve der fortsat slet ikke er 100 % i orden. Hvor noget er delvist udbedret og noget ikke er. Og vi kan intet stille op længere.
Vil på det kraftigste anbefale ikke at gøre brug af Berners gulvservice. Find i stedet nogle der sætter en ære i at gøre et ordentlig stykke arbejde.
Johnny og Belinda.








